Det ser kulsort ud for de danske fodboldkvinder, der så gerne vil med til OL næste sommer. Første skæbnekamp tabte Danmark 2-4 på hjemmebane til Sverige, og derfor skal returmødet på Råsunda i Stockholm vindes 3-0 eller 4-1, hvis missionen skal lykkes.
Umuligt? Ikke for Kenneth Heiner-Møller, der står i spidsen for det danske landshold.
»Ser man isoleret på resultatet af den første kamp, så er det slut. Men der er sket langt mærkeligere ting i fodbold, og jeg er superoptimist. Så jeg giver os 20 procent chance for at gå videre,« siger han.
Vores tur
Det må være på tide, at heldet vender mod svenskerne, der også stod i vejen for Jon Dahl Tomasson og kompagnis kvalifikation til EM, mener landstræneren.
»Jeg tror på, at held og uheld går op til slut, og dansk fodbold er vist lidt bagud mod Sverige, så mon ikke det er vores tur,« spørger han.
Svaret giver anfører Katrine S. Pedersen, der er klar til at blæse til angreb.
»Vi har viljen til det. Der er ikke andet end en sejr på 3-0 eller 4-1, som tæller. Det er svære odds, men vi skal ud over kører dem over. Ellers er vi ikke gode nok til OL,« siger hun.
Angreb i intervaller
Svenskerne er bedre spiller for spiller, vurderer landstræner, men planen er, at de danske piger skal være klogere og snøre de blå-gule på en snu taktik, hvor der kan skrues op og ned for angrebsspillet.
»Vi har tænkt os at trykke på i nogle intervaller af 15 minutter. De samme spillere kan rykkes over på nogle andre positioner, så vi pludselig spiller rigtig offensivt,« siger Kenneth Heiner-Møller.
Betingelsen for succes er dog en god start på kampen på Råsunda, hvor meteorologerne har lovet 30 centimeter sne op til kickoff.
»Vi skal godt fra start. Det kan give en selvforstærkende effekt. Og får vi lidt medvind, så kan alt ske,« siger landstræneren.