Snart runder Danske Spil 5.000 danskere, der har vundet mindst én million kroner – men mange nybagte millionærer fortæller, at de ikke kender andre, der har prøvet det samme.
Det gælder dog ikke for medlem nummer 4.706 i Danske Spils Millionærklub. Tværtimod.
– Nej, ha! Min kone sagde tit, at nu måtte det da snart være min tur. Jeg er faktisk den tredje i familien, der vinder mindst en million, fortæller den glade vinder til Danske Spil.
Manden har i årevis spillet med og håbet på, at det en dag ville blive hans tur. Men da det endelig skete, forsvandt ordene næsten.
– Jeg ringede hjem for at fortælle det, men jeg kunne næsten ikke sige noget. Jeg fik en klump i halsen. Det var så rørende, siger han.
Hans hustru, som sidder ved siden af under interviewet, bryder ind og fortæller, hvordan hun oplevede det øjeblik.
– Han lød helt grødet i stemmen, så jeg troede straks, der var sket noget alvorligt. Jeg spurgte, om det var noget med børnene. Han ville sige, at det var noget godt, men fik i stedet sagt: "Nej, det er værre!" Så jeg blev jo virkelig bekymret. Og så sagde han:
- Danske Spil har ringet. Jeg har vundet en million.
Pengene skal nu bruges på både pensionsopsparing og rejser. I første omgang opgraderer parret en rejse, de allerede har købt, men der er også planer om en ekstraordinær og eksotisk tur.
– Vi har jo rejst før, så man kan sige, at millionen er flødeskummet ovenpå. Jeg spiller Lotto for et fast beløb hver uge, og man håber jo hver gang. Jeg har tit tænkt: Bare jeg vinder en million, så er jeg tilfreds. Og det er jeg nu, siger han.