Perus fodboldlandshold fortsætter med at levere gode resultater som optakt til sommerens VM i Rusland.
Sydamerikanerne, der åbner VM mod Danmark 16. juni, tog natten til onsdag den anden sejr på fire dage. Her besejrede holdet Island med 3-1 på neutral grund i Harrison, New Jersey.
Resultatet følger op på 2-0-sejren over Kroatien i lørdags. Dermed har Peru slået to europæiske VM-deltagere i denne landsholdssamling.
Renato Tapia bragte Peru på 1-0 allerede i kampens tredje minut, da han overlistede FC Roskilde-målmanden Frederik Schram i Islands mål.
Stopperen Jón Gudni Fjóluson udlignede til 1-1. Men i anden halvleg blev den peruanske føring genoprettet.
Et indlæg fra venstre side endte i hovedet på Jefferson Farfán ved bageste stolpe. Den hurtige forward headede bolden på tværs til angrebsmakkeren Raúl Ruidíaz, der let kunne sende den det sidste stykke ind i mål.
Jefferson Farfán sørgede selv for scoringen til 3-1. AaB-spilleren Edison Flores hoppede smart over bolden, så den peruanske topscorer fik frit skud midt i straffesparksfeltet.
Landstræner Ricardo Gareca sender nu sine spillere tilbage til deres klubber med bevidstheden om, at hans mandskab er ubesejret i 12 landskampe på stribe.
Inden VM-åbningen mod Danmark venter yderligere tre opvarmningskampe i maj og juni. Modstanderne her er Skotland, Saudi-Arabien og Sverige
/ritzau/