Naturstyrelsen indvier 1. juni første etape af Højballe Skov øst for Egeberg og Gedved nær Horsens Fjord. Det bliver Danmarks første statsskov, der fra starten er rejst med det erklærede formål at udvikle sig til urørt skov - altså skov, hvor naturen får lov at passe sig selv uden traditionel skovdrift.
Projektet er et af de første konkrete resultater af Den Grønne Trepart, den politiske aftale, der skal sikre markant mere skov og natur i Danmark. På sigt skal Højballe Skov dække knap 400 hektar tidligere landbrugsjord. De første 160 hektar indvies til sommer, mens yderligere 30 hektar plantes næste forår.
Skoven etableres i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Horsens Kommune, Samn Forsyning ApS og Growing Trees Network. Ambitionen er bred: Skoven skal styrke biodiversiteten, binde CO2, reducere kvælstofudledningen til den belastede Horsens Fjord og samtidig beskytte grundvandet, så der fortsat kan indvindes rent drikkevand i området.
Det er første gang, Naturstyrelsen rejser en helt ny skov med urørt skov som mål fra dag ét. Hidtil er urørt skov primært udpeget i eksisterende statsskove, hvor driften er indstillet. Med Højballe-projektet skal styrelsen indsamle erfaringer med, hvordan man bedst designer en helt ny skov, der både skal levere hurtig klimaeffekt og på længere sigt udvikle sig til et artsrigt naturområde.