Danmarks kvindelige fodboldlandshold sluttede som nummer ti ved Algarve Cup i Portugal.
Onsdag aften tabte de danske EM-sølvvindere 5-6 til Island i kampen om niendepladsen.
Der måtte straffesparkskonkurrence til at adskille de to hold, efter at den ordinære kamp var sluttet 1-1.
Danmark sparede profilen Pernille Harder i startopstillingen, mens Nadia Nadim ikke var med på grund af sygdom.
Frederikke Thøgersen bragte Danmark foran efter 62 minutter, men mindre end ti minutter senere fik Island udlignet, og senere vandt islændingene altså efter straffespark.
Danmark og Island mødtes også i det indledende gruppespil ved Algarve Cup.
Ved den lejlighed sluttede opgøret 0-0.
Island sluttede som nummer tre i gruppe C med to point, mens Danmark blev nummer fire og sidst med et point i gruppen.
Flere af onsdagens afsluttende placeringskampe ved Algarve Cup blev slet ikke spillet på grund af voldsom regn.
Det gjaldt blandt andet finalen mellem Sverige og Holland, så de to hold måtte dele turneringssejren.
I kampen om syvendepladsen nåede Sydkorea og Norge at spille en halvleg, inden kampen blev afbrudt på grund af regn.
/ritzau/