Det er foreløbig slut med WTA-tennis i Danmark, efter at e-Boks Sony Ericsson Open i Farum fredag er blevet erklæret lukket.
Arrangørerne, Nordic Sports Group, meddeler, at man opgiver rettighederne til turneringen, der dermed lukker efter tre år.
I den seneste udgave tidligere på året blev det bemærket, at der var mange tomme sæder, selv om det er den eneste turnering, hvor Caroline Wozniacki optræder på dansk grund.
Imidlertid er det ikke tilskuernes udebliven, der er det store problem, men i stedet at det er blevet sværere at tiltrække sponsorer.
- Vi havde sat en målsætning om, hvor langt vi skulle være med salget til næste års turnering på nuværende tidspunkt. Inden for fristen er det ikke lykkedes at lave disse aftaler, og bestyrelsen har derfor vurderet, at risikoen er for høj.
- Med i vores betragtninger er selvfølgelig også, at sponsormarkedet forsat er enormt presset, og efter vores vurdering befinder sig på det laveste niveau i fem år, lyder forklaringen i en pressemeddelelse.
Caroline Wozniacki vandt turneringen de to første år, men tyske Angelique Kerber kan kalde sig turneringens sidste vinder efter sin sejr over netop Wozniacki i finalen i 2012-udgaven.
/ritzau/