Der venter stadig "et stort stykke arbejde" forude, inden VM-stadionet i Samara er klar til at huse fodbold denne sommer.
Det oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) mindre end tre måneder før, det går løs ved slutrunden i Rusland.
Stadionet i Samara, der blandt andet skal lægge græs til opgøret mellem Danmark og Australien i gruppe C, står som det eneste af de 12 stadioner ikke færdigt.
Blandt andet er der endnu ikke lagt et græstæppe. Et koldt forår i området har forsinket denne del af arbejdet.
- Vi havde naturligvis forventet, at man var nået noget længere på dette tidspunkt, siger Colin Smith, der er Fifa-official med ansvar for afviklingen af turneringen.
Stadionet skal stå klart i slutningen af april, hvor det skal inspiceres af Fifa og gøres helt klart til VM.
Stadionet i Samara, der har en kapacitet på 45.000 tilskuere, skal også danne rammen om gruppekampene Rusland-Uruguay, Costa Rica-Serbien og Senegal-Colombia.
Siden skal der også spilles en ottendedelsfinale og en kvartfinale i Cosmos Arena, som den hedder.
VM spilles fra 14. juni til 15. juli.
/ritzau/AP