Tænk sig at kunne blære sig, når man kommer trillende ned ad gaden i Danmarks dyreste bil. Mon ikke det kunne løfte et øjenbryn eller to?
Et eller andet sted i landet kan en person med penge som skidt blive den glade ejer af en Rolls Royce Phantom 6,7 aut. fra 2006 med 460 hestekræfter.
Pris: sølle 4.399.800 kroner.
Det dyre vidunder kan man erhverve sig hos Hammer-Høyer Biler i Nørresundby, skriver Nordjyske.
Bliver den vanvittigt dyre bil ikke solgt, så kan bilinteresserede i det mindst nyde vidunderet.
"Det skal være en sjov og unik oplevelse at kigge på biler hos os, og både jeg og mine sælgere bliver inspireret og i godt humør af at arbejde blandt drømmebilerne," siger Michael Hammer fra Hammer-Høyer Biler til Nordjyske.
Den dyre Rolls Royce har blot kørt 32.000 kilometer i sin levetid, oplyses det.
Kilde: Nordjyske.dk