Det er ikke kun danskerne, der får kuldegysninger, når de tænker på Danmarks fodboldtriumf ved EM i 1992, hvor lilleputlandet tog fusen på alle de store og vandt mesterskabet.
Det er så god en fortælling, at den bør kunne opleves på film.
Derfor har engelske Peapie Films indgået partnerskab med danske Meta Film, og sammen går de nu i gang med spillefilmen "Danmark '92", en filmatisering af den uventede danske fodboldsejr ved europamesterskabet i 92.
Den engelske producer Kris Thykier, som blandt andet har produceret filmene "Kickass", "The Debt" med Helen Mirren og Madonnas film "WE", mener, at den danske sportsbegivenhed kan gøres til stærkt dramatisk stof på det store biograflærred.
Sammen med producer Meta Louise Foldager, der også har arbejdet på "Melancholia" og "En Kongelig Affære", manusforfatter Anders August og instruktør Kasper Barfoed, skal han filmatisere historien om, hvordan det danske landshold vandt Europamesterskabet i 1992.
Og historien er allerede verdensberømt: Et underdog-hold fra et lille land, der end ikke havde kvalificeret sig til turneringen, men kom med på et afbud i sidste øjeblik, og så går hen og vinder mod alle odds.
"Danmark '92" er dramaet og komedien om dette hold af unge danskere - nogle superstjerner, nogle helt grønne på landsholdet - og om deres gådefulde, men beslutsomme træner.
Historien skildrer de interne konflikter og det eksterne pres, disse mænd stod over for, og filmen fokuserer på de menneskelige dramaer, der foregik både bag kulisserne og på banen op til den triumf, der gjorde dem til de største sportshelte i deres land.
- "Danmark '92" handler ikke kun om fodbold. Men om mennesker med stålsat kampgejst, stolthed, stærke venskaber, beslutsomhed. Og om triumf mod alle odds, siger Meta Louise Foldager.