Det usædvanlige her er, at de tre superrige danskere fra Brande kommer fra tre vidt forskellige brancher og ikke en klynge af beslægtede virksomheder.
Det skriver Økonomisk Ugebrev, der har lavet en liste over landets rigeste personer.
Ikast-Brandes borgmester Ib Lauritsen (V) er stolt over, at den ene er hans egen nabo.
– De er jo alle sammen folk, der har deres rødder her i kommunen, og de har valgt at blive her, selv om de har råd til at flytte næsten hvorhen, de gerne vil. Men her er selv naboen en del af dit netværk. Og det tror jeg er grunden til, at de vælger at blive boende her, selv om klimaet måske er bedre andre steder, siger Ib Lauritzen.
De tre superrige er familien Holch Povlsen fra Bestseller, Peter Stubkjær Sørensen, der skabte den danske vindmølleproducent Bonus, og endelig familien Hessel, forhandler af Mercedes-Benz, Ford, Renault og Dacia biler.
Borgmesteren vil ikke tage æren for, at der bor tre superrige i kommunen, selv om kommunen har et stærkt fokus på at skabe et godt erhvervsklima og gentagne gange er blevet kåret til Danmarksmestre i erhvervsklima. Som kommunen selv skriver, så ”kan det tælles på én finger, hvor mange gange kommunen har måttet vige førstepladsen, siden Dansk Industri begyndte at kåre det bedste kommunale erhvervsklima i 2010. Her vandt nabokommunen Herning førstepladsen, og Ikast-Brande Kommune fulgte trop på andenpladsen”.
I stedet peger Ib Lauritzen mere på den særlige jyske mentalitet:
– At vi har tre med på den liste viser for mig at se, at initiativ lønner sig. Vi er ikke født med rigdom, og på en måde er det against all odds, at vi har tre med på listen. Og selv om vi har et godt erhvervsklima, så er det jo ikke sådan, at vi lokker de superrige hertil. Dem får du ikke til at flytte hertil. Men til gengæld er det meget sjældent, at nogle af de rige forlader kommunen siger Ib Lauritzen.
Som alle andre kommuner er også Ikast-Brande afhængig af skatteindtægter. Og jo flere rige personer og virksomheder der er, jo højere er skatteindtægterne og dermed også et højere serviceniveau for borgerne. Men skulle en af de superrige vælge at forlade kommunen, der dermed ville miste indtægter, så ville det nok kunne mærkes, men kommunens økonomi er ikke afhængig af skatteindtægter fra de superrige.
– Det vil ikke være godt for borgerne, hvis det går ud over dem, at en af de superrige smutter fra kommunen. Derfor er vi meget opmærksomme på at planlægge kommunens økonomi efter en gennemsnitlig indtægt og ikke budgettere med, at der de næste mange år fortsat vil være enkelte, der lægger mange skattekroner i kommunekassen, siger borgmesteren.
Hvis man gerne vil med på listen over de 100 rigeste personer, så må en af konklusionerne fra listen også være, at det kan være en fordel at bo ved vandet og have forstand på fisk.
For ikke bare i Danmark har fiskeri medført superrige personer, men i Nuuk er to personer kommet med på listen. Det er Jens Kristian Friis-Salling og boet efter Anders Jonas Brøns. På Færøerne bedriver Johan Regin & Oddvor Jacobsen fiskeopdræt, og det har også fået dem med på årets liste over de 100 rigeste personer i Kongeriget.
Danmarks fjerdestørste by, Aalborg, er ikke et sted, der fostrer eller tiltrækker mange af de rigeste personer i Danmark. Faktisk er Aalborg helt ude af top-5 listen og overgås endda af mindre kommuner som Gentofte og Ikast-Brande, når det kommer til antallet af super-rige indbyggere. Aalborg kan kun mønstre to af slagsen, mens både Gentofte og Ikast-Brande altså huser tre af de super-rige.
Gentofte og Ikast-Brande deler dermed 3- og fjerdepladsen. Men for Gentoftes vedkommende er det ikke på gaden man møder de superrige. En af dem er eksempelvis Lars Seier Christensen, der til dagligt bor i Schweiz. En anden er Kim Fournais, og de har begge det tilfælles, at deres formuer stammer fra Saxo Bank, som de grundlagde sammen og siden solgte med stor fortjeneste.
Odense på tredjepladsen huser 6, mens Aarhus på andenpladsen huser 9, og København topper listen med 12 af de superrige indbyggere.
Her Bor de rigeste danskere Grafik: Økonomisk Ugebrev