Jeg kan ikke helt følge Nyhedsavisens argumentation om, at Danmark vil kunne yde en bedre indsats for de irakiske
flygtninge ved at gå i direkte dialog med Syrien. Mig bekendt er der ingen problemer med den måde, hjælpen fordeles på. At gå ind i en problemstilling omkring amerikanernes forhold til Syrien forekommer på den alvorlige baggrund en smule akademisk og er en ren hypotese.
Faktum er, at både Syrien og Jordan yder en god indsats for at huse irakiske flygtninge. Faktum er, at den FN-koordinerede indsats fungerer godt, idet FN og UNHCR har store erfaringer med distribution af hjælp i både Syrien og Jordan, som historisk har store erfaringer med flygtningestrømme. Og faktum er, at Danmark, efter USA, yder det næststørste bidrag til flygtninge fra Irak - nemlig 70 millioner kroner årligt til Syrien og Jordan og 30 millioner kroner årligt til internt fordrevne irakere.
Den danske indsats burde i virkeligheden være et forbillede for resten af verden ¿ og en opfordring til andre om ligeledes at yde et bidrag for at hjælpe de mange fordrevne irakere. Den danske indsats er en uvurderlig håndsrækning til det irakiske folk, der med hjælp i nærområderne opnår såvel tryghed som mulighed for at bevare tilknytningen til deres hjemland.