Det er muligvis en ringe trøst.
Men Rasmussens fyring fra Rabobank kan ende med at betyde, at langt flere mennesker verden over kan huske navnet på det lille land mod nord.
Sådan lyder vurderingen fra en reklameforsker.
- Det vil i hvert fald ikke få nogen negativ effekt. Medieomtalen verden over gør nok, at Danmark vil rykke længere frem i bevidstheden hos folk, siger reklameforsker på Syddansk Universitet, Lars Pynt Andersen.
Det betyder blandt andet noget for turismen. Når turister næste gang skal vælge mellem Danmark og Sverige, så vil de være mere positivt indstillet over for os, fordi de har hørt navnet før, mener Lars Pynt Andersen.
Ifølge erhvervsdirektør i Økonomi- og Erhvervsdirektør Betina Hagerup kan det være mere end svært at måle effekten af en begivenhed som Tour de France-skandalen.
- Jeg tror i hvert fald ikke, at den bliver negativ. På længere sigt vil den nok snarere være nul, siger hun.
Begge forskere vurderer, at det ville kræve en langt værre begivenhed end Rasmussens fyring, hvis Danmark skulle få alvorlige ridser i sit image.
Dansk Erhverv mener dog, at Tour de France vil skade Danmarks handelsomdømme.