Det tyske EU-formandskabs forsøg på at genoplive den nye EU-forfatning, som blev nedstemt i Frankrig og Holland i 2005, har Danmarks fulde støtte.
Det sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K) tirsdag efter et møde i Bruxelles, skriver Nordjyske.
Hvis det tyske forsøg ikke lykkes, vil Danmark i stedet kæmpe for, at den politiske del af traktaten bevares, så det bliver lettere at samarbejde, nu da EU er blevet udvidet med Bulgarien og Rumænien.
»Hvis der kommer noget andet ud af det, for eksempel en traktat med et mindre ambitionsniveau, så håber vi, at førstedelen af forfatningen, der handler om EU’s politik og institutionerne, kommer så uændret med som overhovedet muligt. Det er, hvad vi går efter. For institutionerne skal jo tilpasses den nye situation,« sagde Per Stig Møller ifølge avisen.