Den globale kamp for kvinders rettigheder har brug for Danmarks stemme.
Derfor stiller Danmark op til at blive valgt ind i FN's Kvindekommission fra 2020 og fire år frem. Valget finder sted i april 2019.
Det oplyser ligestillingsminister Karen Ellemann (V) og minister for udviklingsarbejde Ulla Tørnæs (V) i en pressemeddelelse.
- Kvindekommissionen er en af verdens vigtigste værdipolitiske kamppladser for kvinders og pigers rettigheder, siger Karen Ellemann.
- Det er her, man kan flytte dagsordenen i diskussioner med lande, som vi bestemt ikke er enige med, men som der ikke desto mindre er brug for at krydse klinger med, når det kommer til kvinders rettigheder, siger hun.
Det er helt naturligt, at Danmark forsøger at blive en del af kommissionen, siger Ulla Tørnæs.
For selv om det er en dansk mærkesag, at kvinder kan bestemme over deres egen krop, så bliver den ret udfordret i mange lande.
- Nu også med den amerikanske beslutning om at genindføre Global Gag Rule, som fratager organisationer, der ikke tager aktivt afstand fra abort, amerikansk støtte, siger Ulla Tørnæs.
Det er endnu uvist, om der bliver tale om kampvalg.
Indtil videre er det foruden Danmark kun Schweiz, der har anmeldt sit kandidatur til den ene af de to pladser, der er reserveret til den vesteuropæiske gruppe, Weog.
Medlemskabet af kvindekommissionen giver stemmeret, når der skal vedtages resolutioner.
/ritzau/