Danmark skal have meget mere hav end i dag.
Det er kravet fra det danske Udenrigsministerium, der nu har sendt en kæmpe bunke videnskabelige forskningsresultater til FN i håb om at få rettighederne til en større del af havbunden i Atlanterhavet.
I alt drejer det sig om havbund med et areal dobbelt så stort som Norges landareal.
Havbunden kan indeholde olie eller dyrebare mineraler - og derfor kan spørgsmålet være af meget stor økonomisk betydning for Danmark og Færøerne.
Forskerne har målt, hvor langt klipperne omkring Færøerne, den såkaldte kontinentalsokkel, rager ud under havet omkring øerne - og opmålingerne viser, at Danmark kan gøre krav på en større del af havet sydøst for den nuværende grænse.
Det er et område, som Island, Storbritannien og Irland ellers i dag gør krav på.
Arbejdet med at undersøge havbunden har stået på siden 2001, og er blevet ledet af Videnskabsministeriet.
Danmark har også en række krav til havet nord, nordøst og syd for Grønland - blandt andet omkring Nordpolen. Det arbejde er dog ikke klart endnu.