Danmark søger om værtskabet til EM i kvindehåndbold i 2032. Det sker i samarbejde med Tyskland og Polen.
Det oplyser DanskHåndbold i en pressemeddelelse.
Det Europæiske Håndboldforbund, EHF, tildeler værtskabet den 14. december i år ved en kongres i Wien, og det fælles bud er allerede sendt afsted med overskriften "Three nations, one passion".
Hvis de tre nationer tildeles værtskabet, bliver det sjette gang i historien, at Danmark huser et EM i kvindehåndbold. Det skete senest i 2020, og der er udsigt til det igen i 2028, hvor Sverige og Norge er Danmarks medværter.
Morten Stig Christensen, der er formand for DanskHåndbold, vil udnytte de tre landes forcer.
- Med denne fælles ansøgning fra Tyskland, Polen og Danmark ønsker vi at kombinere vores styrker: Stolte håndboldtraditioner, fremragende infrastruktur og masser af erfaring i eventafvikling sammen med vores gode samarbejdspartnere i Sport Event Denmark.
- Vores fælles bud vil ikke kun byde på en fantastisk ramme for spillerne og kampene, men også sigte mod at inspirere og styrke den næste generation af kvindelige håndboldspillere i hele Europa, siger Morten Stig Christensen.
De tre nationer har før arbejdet sammen. Danmark og Tyskland var fælles om at afvikle VM i herrehåndbold i 2019. Derudover har Danmark og Polen sammen med Tjekkiet søgt om værtskabet for EM i herrehåndbold i 2030.
Buddet på kvindernes EM i 2032 lægger op til, at der afvikles to indledende grupper i hver af de tre værtslande, mens Danmark og Tyskland ville skulle huse de to mellemrunder, og finaleweekenden spilles på tysk grund.
/ritzau/