Danmark videre til EM
Efter noget tid kom det danske spil igang. Foto: AP Photo/Sergei Grits / POLFOTO
Trods afbud på stribe, kunne herrelandsholdet slå Hviderusland.

"Få nu fat i den bold!"

Klar besked fra den danske træner Ulrik Wilbek til sit landshold i første timeout. Efter 21 minutter var modstanderne fra Hviderusland i EM-kvalifikationskampen nemlig foran med 9-8.

Umiddelbart så budskabet dog ikke ud til at slå igennem. Blot tre minutter efter var Danmark hele tre mål bagud.

Hviderusserne formåede at holde føringen på hjemmebane frem til pause, hvor de kunne tage et hvil efter 14 scoringer; én mere end danskerne.

Wilbeks tropper har inden kampen frygtet en gentagelse af kampen i marts, hvor de på de samme breddegrader tabte til Rusland.

Men allerede fra første sekund af anden halvleg udligner danskerne på et frikast, som de fik efter en hviderussisk angrebsfejl i slutningen af første periode. Herefter tog de rød hvide over.

Med kun 16 minutter tilbage, var det en desperat træner, der på hjemmebanen kaldte til timeout bagud med fire mål.

Det hjalp dog ikke. Danmark kan forlade Minsk med sejren på 33-29.

Det betyder, at danskerne nu kommer med til EM i Serbien i januar næste år.