I det snart forgangne år hentede danske elitesportsfolk medalje over hundrede gange ved et EM eller VM.
Det viser en optælling, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) har foretaget.
"Det er glædeligt, at vi henter 110 medaljer i 27 forskellige specialforbund. Det viser en stor mangfoldighed i dansk idræt. Mange Team Danmark-støttede atleter har leveret flotte resultater i 2011, men det er også vigtigt at fremhæve, at også mange af de specialforbund, som ikke modtager økonomisk støtte til elitearbejdet, har vist stor vilje og evner og vundet flere EM- og VM-medaljer," siger Jesper Frigast Larsen, der er OL- og elitechef i DIF.
Han lufter dog samtidig sin bekymring, fordi det blot er blevet til en enkelte guldmedalje året før OL i London.
"Når det gælder de vigtige OL-discipliner, har vi i 2011 - ligesom i 2007- kun en enkelt EM- eller VM-guldmedalje, nemlig Jeanette Ottesens flotte VM-sejr i 100 m fri i svømning. Det er nok i underkanten af det forventede i et før-olympisk år," konstaterer han.
Også Team Danmark, der støtter den absolutte elite herhjemme, har gjort årets medaljehøst op.
Det er blevet til i alt 63 medaljer i 19 sportsgerne.
I Team Danmark er man derfor mere optimistisk forud for legene i den britiske hovedstad.
"Det er rigtigt positivt, at vi i 26 OL-discipliner har atleter eller hold, der får top otte placeringer ved VM. Det giver mig en rigtig god indikation af, at vi har mange atleter, der kan være med fremme, når der bliver kæmpet om OL-medaljerne næste år ," siger Team Danmarks direktør, Michael Andersen.