250 danskere dør årligt på grund af narkomisbrug. Det tal gør Danmark til landet med den tredjehøjeste dødelighed af stofmisbrugere i Europa. Kun i Luxembourg og Estland ser tallet værre ud.
"Det er forstemmende, at vi ikke evner at få bragt dødstallet ned, når man nu kan finde ud af det i så mange andre lande. Men det afspejler desværre hele holdningen til stofmisbrugere blandt politikere, i behandlingsystemet og i den danske befolkning," siger Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte, til Berlingske.
I forhold til lande, Danmark normalt sammenligner sig med, ser det specielt slemt ud. Hvor Danmark har 50 narkorelaterede dødsfald per én million indbyggere, har Sverige kun 20, og i Holland er tallet helt nede på ti.
Den dårlige plads i statistikken sker på trods af, at antallet af behandlingspladser i Danmark er blevet udvidet gennem de seneste år. Dog har Danmark ikke valgt at følge flere opfordringer om at indføre fixerum, som eksperter mener kan være med til at nedbringe dødeligheden.