Drivhusgasserne i atmosfæren gør sandsynligvis vores klima på Jorden varmere og varmere.
Men måske synes nogen i den danske el-industri alligevel, at her ikke er helt varmt nok. I hvert fald fyrede de danske el-kraftværker sidste år så meget kul af, at de sendte 16 procent mere CO2 ud i atmosfæren end året før.
Til gengæld for de ekstra drivhusgasser fik producenterne en masse penge i kassen, for den ekstra strøm blev sendt af sted til kunder på den anden side af landets grænser.
- Korrigeret for elhandel og klimaudsving steg CO2-udledningen i 2006 med 2,9 procent, konkluderer Energistyrelsen på baggrund af en foreløbig statistik.
Danmark producerede sidste år hele 45 procent overskydende energi. Vi var det eneste land i EU, som producerede mere energi, end vi selv kunne bruge.