Dansk Standard går forrest i kampen mod skyggesiderne af kakaomarkedet, hvor tvangsarbejde og afrikanske børn, der arbejder under slavelignende forhold, er yderst udbredt.
Den danske standardiseringsorganisation står bag en international udarbejdelse af nogle grundlæggende krav til aktørerne i kakaobranchen.
- Det, vi arbejder på, er at få lavet en standard, siger Jesper Jerlang, standardiseringsdirektør i Dansk Standard, til Ritzau.
- Den skal kunne fungere som kravgrundlag, hvad det vil sige at arbejde med en bæredygtig kakaoproduktion. Både miljømæssigt og samfundsmæssigt.
Direktøren forklarer, at den nye standard vil gøre de mange mærkningsordninger på kakaoprodukterne mere gennemskuelige.
- I dag er der nogle bestemte organisationer, der tilbyder sig som mærkningsordninger enten med fokus på miljøsiden eller arbejdsforhold. Men her er det lidt lukket, hvilke krav de lægger vægt på.
- Når standarden er færdig, vil man som forbruger kunne se, at der nu er et åbent og gennemsigtigt kravgrundlag lavet i samarbejde med alle aktører i kakaoproduktionen, siger direktøren.
Jesper Jerlang forklarer, at mærkningsordningerne i fremtiden kan basere sig på kravene i den nye standard.
Journalisten Miki Mistrati, der i dokumentarfilmen "Chokoladens mørke side" belyser de kummerlige forhold i kakaoproduktionen, er begejstret for Dansk Standards initiativ.
- Det er sgu da fantastisk. Det vil sætte producenterne fuldstændigt skakmat, siger Miki Mistrati.
- De folk, jeg samarbejder med i de afrikanske lande, vil blive rigtig glade, når de hører om det. For de har spurgt, "hvorfor kan europæerne ikke lave en standard for, hvad de vil være med til".
Især glæder han sig over den mere gennemsigtige mærkning af kakaoprodukterne.
- Der er en jungle af mærker, og man har jo ikke en chance for at finde ud af, hvad der ligger bag hvert mærke. Så jeg kan kun hilse det velkommen, lyder det fra Miki Mistrati.
/ritzau/