Danmark er et Anders And hold, skrev den svenske avis Expressen før torsdagens VM kamp i ishockey imellem Danmark og Sverige, men åbenbart mente de danske spillere, at den bemærkning var lige lovlig næbbet. I hvert fald var det svenskerne, der lignede et tegneseriehold, da Danmark efter syv minutter førte 2-0. Desværre lod den tjekkiske dommer Fætter Højben-heldet tilsmile svenskerne.
Skidt dommer
Først gav han Peter Regin en uforståelig udvisning, som svenskerne udnyttede til at reducere. Ret skal være ret. Danskerne løb endnu en gang ind i mange retfærdige udvisninger. Fem af slagsen blev det til i første periode, og meget symbolsk buldrede Bethovens skæbnesymfoni ud af højtalerne, da Danmark med få minutter tilbage af første periode kom to mand i undertal.
Det udnyttede svenskerne til udligning, men den tjekkiske dommer havde endnu en gang en finger med i spillet. Målet til 2-2 burde være underkendt, da en svensker klart dækkede op i feltet. Det behøvede man ikke have klaphat på for at se.
Disciplineret indsats
Danmark holdt de gode takter i anden periode, selvom det var, svenskerne der kom foran. Danskerne spillede koncentreret og disciplineret i defensiven og fik nu få udvisninger. Selvom danskerne havde sat en 2-0-føring over styr, så var resultatet mere end nogen havde turde håbe på, så det var en optimistisk Stephan Lassen, der kunne gå til pause.
»Vi tror på det 100 procent. Vi vinder den her kamp,« nåede han lige at sige til TV 2 Sports kvinde på sidelinjen, inden han og det danske hold gik ned til det afgørende tak-tik møde før tredje periode.
Men tak-tik-møde og optimisme var ikke nok. Danmark var tæt på udligningen, men det endte med et svensk mål til 4-2 i de sidste minutter og et mere til 5-2, da Danmark satsede hele butikken og spillede uden målmand
1-0 Morten Madsen
2-0 Peter Regin
2-1 min Kenny Jönsson
2-2 Johan Åkermann
2-3 Johan Davidsson
2-4 Magnus
Johansson
2-5 Johan
Davidsson