Miljøvenlig mad behøver ikke koste kassen.
Bæredygtige fødevarer fra grønne landbrug kan nemt blive lige så billige som den almindelige mad danskerne køber i supermarkedet.
Det viser et forsøg fra Københavns Universitet.
I ti år har forskere forsøgt at få 12 hektar bæredygtige marker uden for Tåstrup til at give samme udbytte som en ganske almindelig mark. Det er nu lykkedes.
Piletræerne renser
»Det er ret fantastisk. Ingen har været så langt fremme før,« siger professor Klaus Felby, mens han viser rundt i universitetets rugmark og peger på en række piletræer:
»De er en del af hemmeligheden. Træerne opfanger kvælstofferne fra marken, så de ikke løber ud i grundvandet, og samtidig giver de ly til hvepse, der spiser bladlusene. Så behøver vi ikke sprøjte markerne med pesticider,« siger han.
Resultaterne kan få stor betydning for en række områder som biovenlig benzin, grøn strøm og bæredygtig fødevareproduktion, vurderer Klaus Felby.
Stor interesse
Hos Dansk Landbrug ser man med stor interesse på forsøget:
»Det lyder spændende, hvis man virkelig kan drive markerne uden brug af pesticider,« siger erhvervspolitisk konsulent Anne Marie Zinck. Hun tror dog ikke, at det vil få flere landmænd til at skifte til bæredygtige landbrug lige nu.
»Dertil er de politiske signaler for svage. Ingen landmænd tør investere i nyt, hvis de ikke er sikre på, at politikerne står bag,« siger hun.
Masser af støtte
Det er dog en dårlig undskyldning, mener De Konservatives landbrugsordfører, Allan Niebuhr:
»Der er masser af støtteordninger for omlægning til økologiske og bæredygtige landbrug, så det kan landmændene roligt satse på,« siger han.
Men så enkelt er det ikke, mener Klaus Felby:
»Idéen er jo, at landmændene kan sælge flis fra piletræerne og halmen fra markerne til kraftvarmeværker. Men Danmark er det eneste land i Europa, hvor man endnu ikke har anlæg, der kan tage imod det,« siger han.