Det danske fodboldlandshold var foran, men måtte tage til takke med et 1-1 resultat mod Grækenland i onsdagens venskabskamp i Athen.
Danskerne virkede i kampens begyndelse usikre. Specielt i forsvaret var der problemer, og det gav grækerne flere chancer, men Thomas Sørensen fik med en række gode redninger forhindret en græsk scoring.
Efter de første 45 målløse minutter kom Danmark bedre ud til 2. halvleg. Efter blot tre minutter fandt Christian Poulsen Jonas Borring, der med sit første landskampsmål bragte Danmark foran med et fladt skud under den græske målmand.
Føringen holdt dog kun til det 61. minut, da Theofanis Gekas udlignede til slutresultatet 1-1.
Morten Olsen gav debut til Jakob Poulsen, der afløste Lars Jacobsen på backpladsen.