Du kan tage det helt roligt, hvis du var bange for, at dine skattekroner skulle gå til at hjælpe de økonomisk pressede grækere.
For selv om EU's 27 medlemslande i går besluttede, at de var klar til at hjælpe det kriseramte Grækenland med økonomisk støtte, er det kun de 17 Eurolande, der skal betale regningen, skriver BBC.
Ifølge formand for Europa-Kommissionen Jose Manuel Barroso var der på mødet "en ægte vilje blandt medlemsstaterne til at gøre det nødvendige" for grækerne.
Men inden grækerne kan få hjælp, skal landets politikere støtte EU's nye sparekrav.
Og derfor lyder der til Grækenland fra de andre medlemslande en opfordring til de græske politikere om at gennemføre sparekravene.
Den samlede hjælpepakke fra EU og IMF er på omtrent 110 milliarder Euro, svarende til godt 825 milliarder kroner.
Kilde: BBC