Det danske herrelandshold er rykket tre pladser tilbage på FIFA's verdensrangliste og indtager nu en beskeden 37. plads. Det er to pladser dårligere end for eksempel Japan, en enkelt dårligere end Ecuador og kun tre pladser bedre end det fodboldmæssige u-land Honduras.
Også vores svenske naboer er på en 32. plads bedre end Danmark. Der er dog en smule at glæde sig over for Nicklas Bendtner, Daniel Agger og resten af de danske landsholdsspillere. Norge finder man nemlig først helt nede på en 59. plads - 22 pladser dårligere end Danmark.
Spanien kan stadig bryste sig af at være det bedst rangerede landshold på FIFA-listen, mens Tyskland ligger nummer to. Holland har fortrængt de forsvarende verdensmestre Italien fra tredjepladsen.