Danskerne skal være med i verdenseliten indenfor rumforskning, og det skal ske ved at overvåge klimaet fra satellitter.
Så klart var budskabet på en konference, der skulle give bud på, hvordan Danmark bliver en stolt rumfartsnation.
12 visioner blev præsenteret, og især en enkelt vækkede videnskabsminister Helge Sanders (V) interesse.
Det er planen om at overvåge klimaforandringer og forstå miljøet bedre gennem satellitovervågning.
Danmark har gode forudsætninger for at dominere klimaovervågningen fra rummet, og det mener ministeren vil gøre det let at få offentlig støtte til forskningen.
Penge til rumforskning
Han vil dog ikke love kroner og øre endnu.
»Det er jo ikke kun mig, der skal overbevises. Men i og med, at vi er miljøbevidste, og at vi har Grønland, hvor det er vigtigt at overvåge indlandsisen, så er det her en spændende idé. Hvis det bliver gennemarbejdet til et konkret projekt, så har rumforskningen bestemt en chance for at få penge næste år,« siger Helge Sander.
I 2008 skal globaliseringspuljen på 18 milliarder fordeles. Det var tydeligt, at ministeren selv er dybt engageret i rumforskning, og det glædede arrangørerne fra Ingeniørforeningen (IDA).
Et af IDA s håb er, at mere rumforskning skal lokke flere unge til de naturvidenskabelige uddannelser. Hvis det skal batte, er det vigtigt, at vi får en dansk astronaut.
Enkelte deltagere på konferencen luftede håbet om en dansker på Månen. Og måske er de ikke så usandsynligt. I øjeblikket kæmper tre danskere om en plads på det Europæiske Rumagentur. Helge Sander tror på, at vi får en dansker sendt ud i rummet.
»Det kan ikke gå galt,« siger han.