Det er et skarpt ultimatum, når Nyhedsavisens leder i dag kræver de danske styrker hjem fra Afghanistan eller massivt flere sendt af sted – og det løser heller ikke meget!
Standser vi NATO’s indsats i Afghanistan, risikerer vi derimod enorme sikkerhedsproblemer – både i Afghanistan og i Vesten. Vi vil med al sandsynlighed opleve en gentagelse af tidligere tiders problemer under Taleban med utallige træningslejre for terrorister. Derudover er vi også forpligtede til at give afghanerne muligheden for at opbygge et velfungerende samfund.
Nyhedsavisen har dog ret, når den påpeger, at det ville være godt med flere tropper. Danmark yder selv et betydeligt bidrag i Afghanistan, vores lille størrelse taget i betragtning. Til gengæld kniber det for NATO’s større medlemmer: Her er lysten til at hjælpe, hvor det brænder på, ikke synderligt stor.
Løsningen for Afghanistan kan derfor ikke blive ’alt eller intet’. I stedet må vi fra dansk side fortsat arbejde for at styrke den solidaritet, der er grundlaget for ethvert fællesskab, så NATO’s medlemmer vælger at påtage sig en del af byrden. Danmark har netop vist sig som et foregangsland i Afghanistan, og med det følger en legitim ret til at kræve, at de andre og større lande også hjælper til.