Den anspændte situation i Afghanistan får nu politikerne på Christiansborg til at sende luftstøtte til de danske soldater.
Tre-fire helikoptere skal sammen med 75 ekstra mand øge sikkerheden for de danske soldater i Helmand-provinsen, oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K).
- Vi kan jo konstatere, at sikkerheden ikke er optimal. Den er selvfølgelig så optimal, som den kan være, men hvis man får helikoptere i luften, vil man have muligheden for at få overblik blandt andet over nogen, der er i gang med at lave vejsidebomber, siger Per Stig Møller til Ritzau.
15 danske soldater har mistet livet i Afghanistan, en af dem begik selvmord.
Helikopterne er af typen Fennec, som tidligere har været brugt i Irak. Fennec-helikopterne er observations- og støttehelikoptere, oplyser Katrine Vase fra Flyvertaktisk Kommando.
- De er troppernes øjne i luften, siger Katrine Vase.
Helikopterne kan bruges til at holde øje med fjendes bevægelser og aktiviteter, men skal ikke indgå i kampsituationer.
- For eksempel kan man se, om nogen er ved at lave en vejsidebombe, siger Per Stig Møller ifølge flere medier.
Fennec-helikopterne bruges også herhjemme, for eksempel i forbindelse med eftersøgninger af savnede personer.