Regeringen donerer 75 millioner kroner til akut hjælp til ofrene for de humanitære kriser i Somalia og Sydsudan samt flygtningelejrene i de nærområder, der huser mange af dem, der er drevet på flugt.
Det offentliggøres, mens udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er i Kenya for at tilse de sydsudanske flygtninge, der befinder sig i nabolandet.
- Min oplevelse har bekræftet, at vi hjælper flygtninge bedre og mere effektivt, når vi hjælper tæt på deres oprindelsesland.
- Flygtningene her får sikkerhed, mad og et tag over hovedet. De skal ikke ud på den lange og farlige rejse, som andre vælger, siger Ulla Tørnæs i en pressemeddelelse.
I Sydsudan står mere end fem millioner mennesker over for et kritisk eller akut fødevareunderskud, mens hungersnøden lurer i Somalia, der igen er ramt af tørke.
Derfor sender Danmark 25 millioner kroner til FN's humanitære landefond i Somalia. 25 millioner kroner går til FN's fødevareprogram, WFP, i Sydsudan.
- De to lande er på hver sin måde ramt af langvarige kriser, som har sendt mennesker på flugt og medført udbredt ustabilitet i hele regionen.
- Begge er ramt af fødevareunderskud, og det er afgørende, at der sættes ind for at forebygge hungersnød, siger ministeren.
Især i Sydsudan er det vigtigt at få fødevarehjælpen ud snart, inden regntiden begynder, og det vil være umuligt at komme frem med hjælpen via vejene.
Ulla Tørnæs har tirsdag besøgt flygtningelejrene Kakuma og Kalobeyei i det nordlige Kenya.
Regeringen sender også 25 millioner kroner til FN's Flygtningeorganisation, UNHCR. De skal gå til indsatser for de sydsudanesiske flygtninge, der befinder sig i nabolandene, herunder i Kenya.
/ritzau/