Onsdag satte Badminton Danmarks sportslige ledelse navne på de spillere, der skal repræsentere Danmark ved VM i kinesiske Guangzhou i august.
Der var ikke de store overraskelser i udtagelserne, hvor de rutinerede danske verdensklassedoubler ligner de bedste medaljebud.
Danmark har i landstræner Lars Uhres øjne chance for VM-medaljer i fire af de fem rækker, kun i damesingle er det helt utænkeligt, efter at Tine Baun har indstillet karrieren på topplan.
- Det er en blanding af medaljekandidater og unge spillere, der skal med for at få erfaring, så de står bedre rustet til VM i Danmark næste år, som vi sender af sted, siger Lars Uhre i en pressemeddelelse.
- Vores målsætning er som altid at spille med om medaljerne, og det er realistisk at tro, at vi har chance for det i fire kategorier. Men den overordnede målsætning er to medaljer, siger Lars Uhre.
Lars Uhre og den øvrige ledelse har udtaget 16 danske spillere til VM i Kina.
Damesinglerne kommer dog kun med til VM i Kina, hvis det internationale badmintonforbund, BWF, modtager afbud fra spillere, der ligger over danskerne på verdensranglisten.
Her er de spillere, Danmark har udtaget:
Mixeddouble:
Joachim Fischer/Christinna Pedersen
Anders Kristiansen/Julie Houmann
Mads Kolding/Kamilla Rytter Juhl
Damedouble:
Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen
Marie Røpke/Line Kruse
Herredouble:
Carsten Mogensen/Mathias Boe
Mads Conrad-Petersen/Rasmus Bonde
Damesingle:
Line Kjærsfeldt *
Sandra-Maria Jensen *
Herresingle:
Jan Ø. Jørgensen
Viktor Axelsen
Hans-Kristian Vittinghus
VM i Kina spilles fra den 5.-11. august 2013. Næste år spilles VM i Ballerup.
/ritzau/