Sverige kunne i januar lade sig krone som europamester i herrehåndbold, men lørdag var det Danmark, der herskede, da de to hold tørnede sammen i en testkamp i Malmø.
Niklas Landin og co. tog en overbevisende sejr i naboduellen på 31-23.
Dermed kan landstræner Nikolaj Jacobsen notere sig for to markante sejre i denne uge. Torsdag blev Polen slået med 30-20 i Royal Arena i København.
Her sagde Lasse Svan farvel til landsholdet og de danske fans, der hyldede fløjspilleren, som stopper på nationalmandskabet efter 19 år, 246 optrædener og adskillige store triumfer.
Efter en ujævn første halvleg kunne Danmark gå til pause foran 15-12 lørdag. Danskeren fik ikke nogen god start og var bagud 6-8 cirka halvvejs, men fik frem mod pausen lidt mere gang i spillet.
Fra starten af anden halvleg skruede Danmark bissen på. Efter lidt over ti minutter scorede Emil Jakobsen til 23-14, og de mange gul- og blåklædte tilskuere i Malmø Arena begyndte at se fortvivlede ud.
Som tiden skred frem, forsvandt spændingen om udfaldet. Sverige var aldrig tæt på at lave et comeback.
/ritzau/