Af frygt for terror og af hensyn til de ansattes sikkerhed rømmer Danmark sine to ambassader i Algeriet og Afghanistan. Det skriver Politiken onsdag.
Ambassaden i Algeriets hovedstad,
Algier, blev lukket for nogle dage siden, og i morgen tømmes ambassaden i
Afghanistans hovedstad, Kabul.
- Den trusselssituation, der har udviklet sig i de to lande
de seneste uger, gør, at vi må sikre vores personale, siger kontorchef i Udenrigsministeriet Erik Laursen til
Politiken.
Der er dog ikke tale om, at Danmark helt opgiver at være til stede i de to lande. Medarbejderne vil i stedet arbejde fra nye, mere sikre og foreløbig hemmelige adresser. Ambassaderne kan stadig kontaktes på mail og
telefon.
Terrortruslen mod Danmark og danskere i udlandet er blevet forøget som følge af en række avisers genoptrykning af Muhammed-tegningerne, vurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET).