Det kan meget vel blive et stadion i enten Århus, Odense eller Herning, der kommer til at lægge græs til, når det danske fodboldlandshold møder Irland i en venskabskamp 22. august 2007. DBU kunne fredag offentliggøre, at en aftale om en venskabskamp mod Irland er kommet på plads. Men endnu er det ikke besluttet, på hvilket dansk stadion kampen skal spilles.
»Landskampene mod Paraguay i Århus, mod Polen i Odense og mod Portugal i Brøndby tidligere i år gav os nogle administrativt rigtigt gode oplevelser. Derfor er Århus og Odense med i overvejelserne igen, hvis ikke vi vælger noget helt nyt denne gang. Og det kunne for eksempel være SAS Arena i Herning, hvor FC Midtjylland og Messecenter Herning tidligere har skabt rigtigt gode forhold for vores U/21-landshold,« siger pressechef i DBU, Lars Berendt.