I takt med at global opvarmning får temperaturen til at stige, vil flere og flere fuglearter forsvinde fra Danmark.
I følge en ny stor undersøgelse af fremtidens fugleliv i Europa ser det skidt ud for mellem 30 og 40 fuglearter, der lever i Danmark i dag. Om 60 år kan de være fortid.
»Det værste er de arter, hvor vores bestanddel er stor set i europæisk sammenhæng. Skarven, klyden, hættemågen, sølvmågen og grågåsen er de fem arter, hvor den danske del af det samlede antal i Europa er størst. Og af dem bliver kun hættemågen tilbage,« forklarer biolog Henning Heldbjerg fra Dansk Ornitologisk Forening.
Fuglene flygter
Undersøgelsen er den første af sin art, der for alvor sætter spot på den globale opvarmnings betydning for dyrelivet.
Forskere på Durham University i England har set på levevilkårene for 430 fuglearter, der yngler i Europa. Det har de kombineret med anerkendte klimamodeller, der forudser, at gennemsnits- tempe- raturen vil stige med tre til fem grader frem mod år 2100. På den måde kan man se, hvor der i fremtiden er de rigtige temperaturer, som de enkelte arter trives under.
»Resultaterne er forfærdeligt nedslående. Fugle vil forsvinde og uddø. Tre ud af fire arter vil miste udbredelse, og der vil blive færre af dem,« siger Grahame Madge fra RSPB, en engelsk fugleorganisation, der har været med til at udarbejde rapporten. I gennemsnit vil hver art flygte 550 kilometer mod nord for at finde temperaturer, den trives under.
Nye arter kommer
Temperaturstigningen betyder, at Danmark vil opleve nye fuglearter i terrænet.
»I Danmark tror jeg, at der vil komme nogenlunde ligeså mange arter til, som vi mister. Men det er med tryk på tror. For rapporten ser kun på klimaet og ikke på, om andre levebetingelser er til stede,« siger Henning Heldbjerg.
Bare fordi temperaturen stemmer, er der nemlig ingen garanti for, at nye arter vil komme til.
»Man kan ikke se det som om, at man mister 30-40 arter, men vinder ligeså mange. For hvad nu, hvis de fugle, klimaet passer til, har brug for anden føde end den der gror og så videre. Så kommer der ingen nye til,« uddyber Grahame Madge.