Klokkerne har netop lydt i Christiansborg Slotskirke, hvor den første af de tre mindehøjtideligheder, som skal markere afskeden med Svend Auken, skal finde sted. Det er biskop Kjeld Holm, der står for højtideligheden.
Svend Aukens enke og hans børn sidder på forreste række ved højtidligheden, hvor både Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) også er tilstede. Alle var velkomne til begivenheden, og allerede da dørene åbnede kl. 10.30, var der et enormt menneskemylder foran kirken. Her var mange mødt op for at vise deres respekt for den afdøde personlighed.
I disse øjeblikke lyder en smuk salmesang fra de bedrøvede og følelsesladede gæster. På kirkens gulv er et farveorgie af sommerblomster og bårebuketter med personlige hilsner til den afdøde.
"Han rejste sig hver gang efter nederlag. For ham var det at tåle ikke resignation. Han kunne tåle, fordi han havde den sjældne evne til at komme igen," siger biskop Kjeld Holm.
Senere på dagen, nærmere kl. 13 i Frederiksberg Kirke finder selve bisættelsen af Socialdemokraternes tidligere formand Svend Auken sted.
Sidste afsked med Svend Auken er arrangeret af Socialdemokraterne. Den finder sted kl.15 på Christiansborg. Her vil Statsministeren og en række andre prominente talere sige et par ord om den afdøde.