Ulrik Wilbeks tropper er klar til semifinalen ved VM i Kroatien efter sejr på 27-25 i et intenst drama mod de forsvarende verdensmestre fra Tyskland.
De to hold fulgtes ad hele kampen, og ved pausen var det helt lige med 14-14, efter Lasse Boesen havde udlignet direkte på frikast. Først til sidst i anden halvleg trak Danmark fra og kom foran 24-22, men tyskerne fik udlignet.
I de døende minutter kom Klavs Bruun Jørgensen på banen og sendte Danmark på 26-25. Det tvang Tyskland til at satse på en hurtig scoring, men Torsten Jansen brændte, og Mikkel Hansen kunne lukke kampen med sin kontrascoring til 27-25.
Hans Lindberg blev dansk topscorer med seks mål.
Dermed vinder Danmark mellemrunden med otte point. I semifinalen på fredag venter Frankrig, mens Polen, der slog Norge 31-30 tirsdag aften, får fornøjelsen af værterne fra Kroatien.