Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 11:48
I fjor hentede Danmark VM-sølv i sprintstafet i orienteringsløb i Italien, og lørdag aften forsøger danskerne igen at jagte VM-medaljer i disciplinen.
Det danske hold i disciplinen, hvor der er de største forventninger om medaljer til Danmark, består af firkløveret Maja Alm, Emma Klingenberg, Søren Bobach og Tue Lasse, der også udgjorde holdet, der vandt sølv i fjor.
- Jeg forventer, at det bliver en super tæt stafet, hvor mange hold kan være med i kampen om medaljerne. Sverige og Schweiz bliver vores største modstandere, men også Norge, Finland, Storbritannien og Rusland vil være med i medaljestriden, siger landstræner Lars Lindstrøm.
Sprintstafetten løbes over fire ture i rækkefølgen kvinde-mand-mand-kvinde. Distancen for kvinderne er 3,8 kilometer, mens mændene løber 4,3 kilometer.
/ritzau/