De danske hjemløse er godt på vej mod stjernedrømmene om at blive fodbold-verdensmestre.
Efter fem dages kampe under VM for hjemløse i København er de nu kvalificeret til kvartfinalerne efter en kæmpe sejr over Ungarn på 8-3.
Den største stjerne i kampen var Ken Bell Rasmussen, som scorede seks af målene. Sejren kom som en stor overraskelse eftersom Ungarn har slået Danmark før under søndagens indledende runder.
Ungarerne gik dog i denne kamp fuldstændig i opløsning i de sidste minutter af kampen, og så var der frit slag til at banke nogle mål i kassen for Danmark.
Danskerne skal dog holde tungen lige i munden og ikke hvile alt for meget på laurbærrene. I kvartfinalerne kommer de til at møde nogle af turneringens bedste hold så som Nigeria, Liberia og Kenya.