Når det blæser fra øst om vinteren er det bidende koldt. Og denne onsdag morgen er det ovenikøbet en kuling fra øst, som føles som tocifrede minusgrader, selv om temperaturen kun er minus 2-3 grader.
Vinden rusker, og det fortsætter med at blæse hele dagen og også i morgen torsdag.
Mange små færger er på grund af dette aflyst. Bl.a. færgen mellem Thyborøn og Agger og alle afgange til og fra Skarø er også aflyst frem til klokken 16.00. De sejler dog fortsat til Drejø, skriver P4 Trafik.
Og så er alle færgeafgange mellem Hou og Tunø aflyst onsdag.
DMI meddeler, at over de centrale dele af landet og Bornholm, vil der være stedvis klart vejr først på dagen. Ellers bliver det mest skyet og lokalt mulighed for lidt sne.
Mod syd også risiko for snefygning. Så er der en jævn til hård vind fra øst, og ved østvendte kyster kan der blive op til kuling. Temperaturerne når ned til 5 graders frost.
I morgen kan der i øst og på store dele af Sjælland falde op til 15 cm. sne.