Finansminister Bjarne Corydon (S) har fået omkring halvanden milliard kroner i statskassen, som ingen regnede med.
Renten på Danmarks statsgæld er raslet ned i løbet af i år. Det pynter gevaldigt på de offentlige finanser, skriver ugebrevet A4.
Staten skal i år optage nye løn på omkring 100 milliarder kroner, og det sker til en meget lav rente.
I december forudså Finansministeriet og Økonomiministeriet, at renten ville være 2,9 procent på de 10-årige obligationer. Faktisk har den bevæget sig ned på 1,2 procent.
Det er vanskeligt at beregne præcist, hvor meget Danmark sparer. Et realistisk skøn lyder på omkring halvanden milliard kroner i år.
Der er god grund til at glæde sig over de sparede udgifter, fastslår Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, økonomisk overvismand.
- Det er fuldgode penge, som staten kan bruge, hvis politikerne beslutter det, siger han til A4.
Vismanden advarer dog mod at bruge midlertidigt lave renteudgifter til at finansiere udgifter i for eksempel finanslovforhandlinger.
Enhedslisten er klar til at bruge de ekstra penge i forhandlingerne om finansloven.
- Når regeringen siger, at der ikke er nogle penge, vil vi pege på den lave rente. Et af vores hovedtemaer til forhandlingerne bliver, at der skal sættes mere gang i beskæftigelsen, siger Frank Aaen, finanspolitisk ordfører for Enhedslisten, til ugebrevet.
Finansminister Bjarne Corydon (S) mener, at de sparede renter kun er et plaster på såret og ikke dækker det økonomiske underskud:
- Den lave rente mindsker underskuddet, men det er desværre kun isoleret set.
- Samtidig oplever vi en lang periode med lav økonomisk vækst og høj arbejdsløshed, der øger underskud og gæld. Der er ikke råd til flere frihedsgrader på årets finanslov, forklarer Bjarne Corydon i en mail til A4.
/ritzau/