En somalisk terrorgruppe har modtaget minimum 100.000 danske kroner gennem et dansk udviklingsprojekt. Det skriver Berlingske i dag.
Pengene skulle blandt andet være gået til landbrugsprojekter i Somalia og kommer fra Dansk Flygtningehjælps kasse. Det er Flygtningehjælpen selv, der har gjort opmærksom på problemet i en ny rapport.
Som konsekvens stopper Danmark nu al støtte til somaliske områder, der er styret af terrorgruppen Al Shabaab.
Udviklingsminister Søren Pind kan ikke garantere for, at støttefadæsen står alene.
På trods af, at der ingen garanti er for, at pengene bliver ude af Al Shabaabs lommer, vil Pind stadig holde fast i en del af den humanitære støtte til de somaliske områder.
"Det er et dilemma. Men det er det mindste onde at fortsætte med nødhjælpen. For det første fordi humanitær bistand i stor udstrækning er levering af mad, vand og udstyr, og dermed mindre risikofyldt. For det andet fordi vi får flygtningestrømme, hvis vi ikke hjælper befolkningen i det sydlige og centrale Somalia, hvor de humanitære behov er størst," siger Pind til Berlingske.
Kilde: Berlingske