Danmark har et rigtig godt kendskab til det islandske landshold. De to hold har mødt hinanden 93 gange tidligere, og statistikken er med Danmark. Således har Danmark vundet 47 af de indbyrdes opgør, spillet 13 uafgjort og blot tabt 33 gange. Traditionelt er kampene mellem Danmark og Island dog en tæt affære.
Islands helt store profil er Olafur Stefansson, der til dagligt spiller i en af Europas allerbedste håndboldklubber, spanske Ciudad Real. Han har en helt unik spilforståelse, og ud over selv at være farlig både fra distancen og i gennembrud, spiller han også gang på gang sine medspillere frem til helt frie chancer.
Sammen med den frygtindgydende stregspiller Sigfus Sigurdsson, der med sin gode fysik ligeledes er en kompromisløs forsvarsspiller, udgør han kernen på det islandske hold.
Island stiller til denne slutrunde med et utroligt ungt mandskab. 11 af spillerne er således under 26 år. Blandt dem er der dog også en række profiler, som det danske landshold skal holde et vågent øje med. Blandt andet den tidligere Århus GF stregspiller Robert Gunnarsson, den forrygende venstrefløj Gudjon Valur Sigurdsson, der i 2006 blev valgt som årets islandske håndboldspiller, samt topscoreren i den danske håndboldliga, 22-årige Arnor Atlason fra FCK Håndbold. Island har traditionelt ikke været så stærke på målmandsposten, men ved denne slutrunde har Gudmundsson stået rigtig godt i målet, og det har betydet, at Island har kunnet score mange mål på kontra hidtil i turneringen.
Island spillede sig til en adgangsbillet ved VM i Tyskland ved samlet at besejre det svenske landshold 57-54 over to playoff-kampe. Det betyder, at Island nu for 11. gang deltager i en VM-slutrunde. Bedste resultat hidtil for det islandske mandskab er en femteplads ved VM i Japan i 1997.
Island vandt deres gruppe i den indledende runde ved VM ved at slå både europamestrene fra Frankrig samt Australien. I mellemrunden måtte de dog nøjes med en tredjeplads. Her besejrede de Tunesien og Slovenien, men måtte bøje sig for Polen og værtsnationen Tyskland. Nu gælder det så Danmark i kvartfinalen.