Det er altid svært at spille sådan en kamp, som den Danmark spillede mod Tjekkiet søndag aften. Lørdag var holdet jo naturligvis helt oppe at ringe over, at de havde sikret sig en plads i kvartfinalen med en sejr over Rusland, og så skal de dagen efter mande sig op til at spille mod et upåagtet Tjekkisk hold.
Det er derfor ikke så overraskende, at spillet halter lidt fra start. Men de kunne jo nærmest ikke tabe, og de danske spillere gør også det, de skal, og hiver en sejr hjem. Tjekkiet ville nok gerne vise i den sidste kamp, at deres plads i mellemrunden også var berettiget, men Danmark har jo et klart bedre hold, og i perioder får danskerne også spillet til at fungere. Både Peter Henriksen i målet samt Michael Knudsen på stregen spillede en rigtig god kamp, og så kan den danske playmaker Jesper Jensen jo blive ved med at imponere. Han er helt suveræn. Jesper jensen er en utrolig klog spiller, og det ser man også i dag. Desuden spiller Lars Møller Madsen sig ind i turneringen ved at score nogle vigtige mål, og det kan få stor betydning for Danmark videre frem i turneringen at han nu er kommet i gang.