Kaare Sørensen skriver fra New York. USA har af den danske regering fået frit lov til at flyve over dansk jord – døgnet rundt, uden først at spørge om lov og gerne med ”farligt materiale”.
Det viser et hidtil hemmeligholdt notat, som Jyllands-Posten har fået fingrene i.
Notatet er sendt til den amerikanske ambassade i oktober 2001, altså under den Socialdemokratiske regering, dagen efter, at NATO har besluttet at tiltræde den såkaldte artikel fem om angreb på alliancen.
Dette skete efter terrorangrebet mod New York og Washington den 11. september 2001.
Minister i konflikt med sandheden
Transportminister Carina Christensen (K) har i et svar til Folketinget for en uge siden afvist aftalen med ordene ”Jeg har ikke noget kendskab til en sådan aftale”.
Efter Jyllands-Postens afsløring har hun sendt et nyt svar.
- Indtil jeg kender de nærmere omstændigheder, vil jeg indskrænke mig til at sige, at svaret virker højst besynderligt, siger udenrigsordfører Mogens Lykketoft (S), der var udenrigsminister, da aftalen blev indgået.
Det hemmelige notat kan ses på Jyllands-Postens hjemmeside her.