Danmark går imod strømmen med flere opholdstilladelser i EU - og det gælder både antal og oprindelsesland.
Mens der er en klart stigende tendens i udstedelsen af nye opholdstilladelser til borgere fra lande uden for EU, er tallet faldende for Danmark, viser en opgørelse torsdag fra EU's statistikbank, Eurostat.
I 2017 blev der givet 3,1 million nye opholdstilladelser i EU-landene med henvisning til familie, arbejde, uddannelse eller andre årsager.
Det er henholdsvis en halv million og 100.000 flere end i 2015 og 2016.
I Danmark var tallet sidste år 37.123. Det er et fald fra 41.440 året før og 37.123 i 2015.
Mens syv EU-lande gav flest opholdstilladelser til borgere fra de krigshærgede lande Syrien og Irak, tegner der sig for Danmark et andet billede.
I Danmark indtager USA førstepladsen, som det land hvorfra flest borgere sidste år fik opholdstilladelse. USA er skarpt efterfulgt af Indien, og på tredjepladsen ligger Ukraine.
Der er i Danmark en ret jævn fordeling mellem årsagerne til opholdstilladelser.
Flest får ophold begrundet i familieforhold. Uddannelse og arbejde tegner sig for henholdsvis 29 og 28 procent af det samlede antal.
/ritzau/