Hans finger hviler konstant tæt på aftrækkeren fra det øjeblik, han træder ud af det støvede panserkøretøj. Han kigger vagtsomt omkring, selvom der ikke er andet end afsvedet ørken så langt øjet rækker.

»Første gang jeg var hernede, oplevede vi stort set ikke vejsidebomber. Sådan er det sgu mildest talt ikke længere,« fortæller oversergent Martin Thuesen.

Må opgive at patruljere

Han har oplevet hvordan volden og kaoset i Basra er eskaleret. Som leder af den gruppe soldater, der kører eskorte fra Kuwait til den danske lejr Camp Einherjer udenfor Basra, ved han om nogen, hvor farlige vejene omkring Basra er blevet. Da han tilbage i 2004 første gang bliver sendt til Irak er Basra en fredelig by og danskerne kan bevæge sig frit rundt i forstaden Al Hartha.

»Der var vinkende mennesker overalt. Det var ikke nødvendigt at bruge hjelm, så vi gik rundt med blød hat på og hilste på folk og købte ting i boderne,« husker Martin Thuesen.

Men da han i februar i år vender tilbage til Irak er landet forandret. Den danske lejr bliver næsten hver eneste dag beskudt med granater og situationen i byen er nu så betændt, at de danske styrker simpelthen må opgive at patruljere i Al Hartha. Hver gang de forsøger at bevæge sig ind i byen bliver de beskudt eller udsat for vejsidebomber.

Militserne har magten

»Det er et meget mere usikkert land, jeg er kommet ned til. Nu får vi smidt granater i hovedet hver dag, og vi kommer stort set ikke i Al-Hartha længere. Det er simpelthen for stor en risiko,« siger Martin Thuesen.

Den 14. maj 2007 falder en enhed fra den danske bataljon i et blodigt baghold i Al Hartha, da de skal besøge en skole, som Danmark har finansieret. En dansk soldat bliver dræbt af en snigskytte, mens fem bliver såret, da en vejsidebombe eksploderer ud for den danske konvoj.

Også i byen Al Qurnah er militserne og oprørerne blevet så stærke, at danske styrker ikke længere kan patruljere i byen.

Dermed har de shiamuslimske militser og de forskellige klaner reelt magten i to ud af ud de fire store byer, som de danske styrker har ansvaret for.

Børn er et godt tegn

I Al Dayr, en by med 90.000 indbyggere nord for Basra, er det også blevet farligere at være dansk soldat. Derfor er de kampklædte soldater synligt anspændte og meget opmærksomme, da de ruller ind i byen for at besøge den lokale politistation.

»Søg dækning bag muren,« råber en delingsfører, da soldaterne myldrer ud af de pansrede bæltekøretøjer. De sorte automatrifler er hævet. Klar til kamp.

»Vi er ofte blevet beskudt af snigskytter her, selv om det er lige ved siden af politistationen,« fortæller en soldat og peger over på en række fuldstændig nedslidte huse, hvor en gruppe beskidte børn leger i støvet.

»Det er altid et godt tegn, når der er børn omkring os. Så er vi nogenlunde sikre på, at de ikke skyder på os,« fortsætter soldaten.

Ingen skud i 2003

Danskerne gør kun et stop på 10 minutter, fordi rygtet om at koalitionsstyrkerne er i byen spredes lynhurtigt i byen.

Da soldaterne fem timer senere ruller ind i den danske lejr, kan de konstatere, at det var en god dag. En dag uden beskydning. Svedige, støvede og trætte begynder de at rense deres udstyr for ørkensandet, der kommer ind overalt.

På stabsgangen holder cheferne for den danske bataljon holder til. Her sidder Kim Bruno Petersen, der er øverste chef for de danske styrker i Irak. I modsætning til flere af sine forgængere på posten er han ofte med på patrulje. Kim Bruno Petersen, har også oplevet hvordan sikkerhedssituationen i Basra er blevet forværret. Han var med på det allerførste hold, som blev sendt til Irak tilbage i 2003.

»Dengang kunne vi køre rundt i hele vores ansvarsområde uden at de skød på os,« fortæller Kim Bruno Petersen.

Gået den forkerte vej

Som chef bataljonen er han stolt af sine drenge og den indsats de har ydet i den vanskelige situation. Men han erkender gerne, at sikkerhedssituationen er blevet forværret.

»Når du fjerner alle de søjler, som et samfund bygger på, så er det klart, at der bliver kaos. Det var det kaos, vi skulle tage hånd om og genopbygge. Når jeg så kommer ned for at lukke og slukke, kan jeg konstatere, at vi er nået langt med de mål, vi havde sat os for genopbygning og uddannelse af de irakiske soldater, men at sikkerhedssituationen er blevet værre,« siger Kim Bruno Petersen og holder en lille pause.

»På den front er det desværre kun gået den forkerte vej.«