Hverken Brixtoftes rødvinsregninger eller bestikkelsessagerne fra Udlændingestyrelsen har de seneste år kunnet rokke ved Danmarks topplacering på listen over de mindst korrupte lande i verden. Og Danmark ligger stadig helt i top på en fjerdeplads kun overgået af Island, Finland og New Zealand, viser Transparency Internationals korruptionsindeks for 2006.
Transparency International er en civil organisation, som kæmper for at udrydde korruption, og i den danske afdeling af organisationen glæder næstformand Jens Berthelsen sig over Danmarks topplacering.
»Det er meget tilfredsstillende, at vi fortsat ligger så flot. Der har været en række problemer i Udlændingestyrelsen og med Danmarks rolle i FN?s olie-for-mad-program, men de har altså ikke betydet noget. Vi har ikke nævneværdige problemer med korruption herhjemme,« siger Jens Berthelsen.
Han ser ikke noget odiøst i, at Island, Finland og New Zealand ligger over Danmark.
»De lande, der ligger bedre end os, gør det primært, fordi de har en mindre økonomi og en mindre handel med udlandet. Dermed opererer de ikke nær så meget på korrupte markeder, som vi gør,« siger Jens Berthelsen.
Ifølge Transparency International er korruption stadig et stort eller meget stort problem blandt de fleste af de 163 lande, som indgår i indekset. Generelt er korruption mere udbredt i fattige lande, men også i Vesteuropa og USA er korruption et problem. Det mest korrupte land i verden er Haiti efterfulgt af Myanmar, Irak og Guinea.