De danske curling-kvinder må sande, at der er langt op til de bedste i verden. Et sølle point og seks ender blev det til, da Kina slog Danmark med hele 11-1 ved Vinter OL i Vancouver.
Danskerne kom bagud fra start, og allerede efter tre ender, var kineserne på 4-0 og den føring blev udbygget til 6-0 i fjerde ende. Danskerne fik et trøste-point og kunne trækker vejret lidt i halvlegen ved stillingen 6-1.
Men de kinesiske verdensmestre fortsatte med at curle alt uden om de danske sten og faretruende tæt på midten. Og efter seks ender førte den kinesiske overmagt med hele 11-1, og danskerne valgte at trække sig, frem for at trække pinen ud.
Dermed er status tre nederlag og en sejr efter fire kampe for de danske kvinder med medaljeforhåbningerne, der dog ser ud til at blive ved håbet i denne omgang.