En psykiatrisk patient spændt fast i knap en måned på Dronning Ingrids Hospital i Grønland og dårlige forhold for de indsatte i anstalten i Nuuk får Europarådet til at kræve forbedringer af de grønlandske fængsler af den danske regering.
Der er behov for et nyt fængsel i Grønland, så kriminelle kan afsone under ordentlige forhold og tæt på familien i stedet for i danske fængsler, som det sker i dag.
Det kræver Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf i en rapport offentliggjort tirsdag.
Ud over et nyt fængsel mener rådet også, at lovgivningen for at fastspænde psykiatriske patienter skal rettes til, så personer ikke kan være spændt fast i længere tid. Samtidig mangler der en strategi til at få fanger væk fra narko- og alkoholmisbrug.
Rådet påpeger også, at en kvindelig fange sad fængslet sammen med mændene, og at en 17-årig dreng afsonede i en sikkerhedscelle på grund af pladsmangel, så det mindede om en isolationsfængsling.
Arresten i Nuuk gav stort set ingen adgang til psykologisk støtte for de indsatte, og særligt en kvindelig indsat viste klare tegn på, at hun havde brug for psykiatrisk behandling uden at få det, fastslår rådet.
Det var første gang, at rådet var på uanmeldt besøg, da de i september sidste år så en oversvømmet gård ved anstalten i Nuuk. Vandet gjorde det umuligt for fanger at få den daglige motion.
Rådet krævede derfor på et møde i København efterfølgende, at den oversvømmede gård blev lukket og fangerne henvist til at bruge en større gård.
Danmark har nu seks måneder til at fremlægge en plan for, hvordan man imødekommer kritikken.
Den danske regering har dog allerede besluttet at bygge et nyt lukket fængsel i Grønland med plads til 40 indsatte. Det skal stå klar ved årsskiftet 2014-15.
/ritzau/